mandag den 25. februar 2008

Kaffe og smøger!!!

Utroligt, hvad man tager sig selv i, når man er optaget af noget, der virkelig interesserer en... - Her forleden dag gik det op for mig, at jeg igennem en god uges tid stort set har tilbragt alle vågne timer foran computeren: - Der er blevet produceret fanblad, vi har et udviklingsprojekt, der skal laves og så også lige en eksamen at forholde sig til. Og som om det ikke var nok, så er der så også lige et par opgaver i nogle af de andre fag...

Det trækker altså tænder ud, og jeg kender mig selv godt nok til at vide, at jeg er nødt til at komme i gang fra morgenstunden, ellers bliver jeg optaget af noget helt andet og får slet ikke lavet det, jeg planlægger fra dag til dag...

Forleden morgen da jeg stod op, synes jeg så godt nok, at jeg hostede lidt vel rigeligt, hvor jeg så kom til at tænke på, at det da sandelig har en helt naturlig forklaring, idet jeg i de dage, hvor jeg har siddet og arbejdet i så mange timer, har levet af kaffe og smøger! - Jeg glemmer simpelthen at spise, når jeg er tilpas fordybet i arbejdet - det er er selvfølgelig meget godt med fordybelse, men for pokker, hvor er man sulten, når man så pludselig kommer i tanker om, at det måske ville være en meget god ide med lidt fast føde :-)

Jeg ved så ikke helt, hvad det er med den kaffe og de smøger, men et er i hvert fald sikkert, der går noget mere til af begge stimulanser, når jeg skal koncentrere mig, og jeg vælger så at tro på de mennesker, der påstår at have bevist, at rygning fremmer den kreative tænkning, og undskylder mig med, at det er derfor, jeg ryger så meget, når jeg sidder her :-)

fredag den 22. februar 2008

Sne og grøn vinter

Her til morgen kom vi til at snakke om, at i dag er det faktisk præcis et år siden, vi var begravet i sne...
23.2.2007, snestorm, nr. 9
Sådan her så vores have faktisk ud, torsdag den 22. februar 2007. Det er godt nok en underlig tanke, at vi så denne vinter stort set intet sne har fået... Faktisk husker jeg kun, at det har sneet ganske lidt et par gange, og ingen af gangene var det noget, der blev liggende, så man kan vist roligt sige, at vi har haft en grøn vinter...

Nu har jeg ikke meget tiltro til deres skræmmekampagner om global opvarmning. Ja, det er blevet lidt varmere, men historisk set, så er det en ganske naturlig udvikling: Ved overgangen mellem bronze- og jernalder var Danmark faktisk ramt af nogenlunde samme vejrskifte, som det, vi ser lige nu - og hvad mon de så tilskriver grunden dengang? - Samtidig tænker jeg også på, hvad pokker de mon vil sige, hvis vi næste år rammes af isvinter? - Og hvad med den voldsomt våde og kolde sommer 2007?

Endelig spekulerer jeg også lidt over, hvordan en global opvarmning hænger sammen med at så eksotiske lande som f.eks. Grækenland nærmest er begravet i sne? - Man er jo helt misundelig, når man er billeder derfra :-) - Ja, det er besværligt, men er der noget, der er ret meget smukkere end et snedækket landskab på en dag, hvor der er høj blå himmel og et par graders frost?

søndag den 17. februar 2008

Hilsner fra Grønland

Jeg har en veninde, Mia, der også er i gang med pædagoguddannelsen. Hun er dog et semester foran mig, hvilket vil sige, at hun pt. er i gang med sin 2. lønnede praktik i Grønland af alle steder...

Hidtil har jeg kunnet følge en del med på sidelinien i hendes studie, og er da også blevet inspireret en del af de ting, hun har lavet, men hold op, hvor er der forskel fra seminarium til seminarium... - Men fordi jeg har haft muligheden for at følge med i, hvordan det går med studiet, så føles det altså godt nok noget underligt, at hun pludselig er så langt væk...

Det er ikke fordi vi til daglig ser så meget til hinanden - det er mest, når DmD er på tour, vi er sammen, men med bevidstheden om, at hun altså ikke lige befinder sig "rundt om hjørnet", som hun plejer, er jeg begyndt at savne hende :-) Det vidner selvfølgelig først og fremmest om, at følelsen af savn er en underlig størrelse, man ikke lige tænker så meget over i hverdagen, men den dag, hvor mennesker, der egentlig er ret vigtige for en, pludselig ikke lige er så let tilgængelige mere, så bliver man bevidst om, hvor meget, de egentlig betyder...

Samtidig med savnet, glæder jeg mig også over alle de mange oplevelser, hun ser ud til at få deroppe i det kolde. Ikke mindst er jeg betaget af de fantastiske billeder, hun smider op på hendes hjemmeside... På den måde kan jeg da følge lidt med i, hvad hendes liv er fyldt af lige pt., og samtidig også glæde mig til, hun igen har dansk grund under fødderne :-)

fredag den 15. februar 2008

Forsømmelser!!!

Synes i den grad mit liv er præget af "forsømmelser" lige pt. - Hvilket det manglende flow i indlæggene her kraftigt vidner om...

Efterhånden er vi kommet godt ind i februar måned, og nedtællingen til "nyt fra DmD" er så småt i gang. I nænste måned kommer der et helt nyt album, som tegner til at blive noget af et bedste, de længe har præsteret. Tonen i teksterne er blevet lidt mere "samfundsrevsende", hvilket i allerhøjeste grad tiltaler mit "oprørsgen"... Og så er der jo så også lige en laaaaaang tour at se frem til. Ikke mindst bliver det så sublimt godt at "komme hjem" til Pumpehuset!!! - Nuvel, Vega er godt nok, men der kommer jeg aldrig til at føle mig hjemme på sammen måde som i Pumpen - der er bare en stemning og atmosfære derinde, som ikke ses ret mange andre steder - Det blir så godt at komme tilbage...

Lis - min lærer fra Multimedie skriver fortsat ivrigt i hendes blog, og hun har netop anbefalet et par sider, som jeg ikke vil gentage her, da de kan findes i hendes blog, som i øvrigt varmt kan anbefales, hvis man lige har et par timer eller tre, der alligevel ikke skal bruges til noget ;-) - Der er SÅ mange interessante links.

Det der med timerne, der ikke skal bruges til noget, er et fænomen, jeg tit har brug for. Ikke mindst hvis jeg lige skal ind og tjekke op på Facebook - det er simpelthen ufatteligt, hvad der ligger af underlige finurligheder derinde, som man kan lege med. Lis beskriver det som om, man sender og modtager julekort hele året, og jeg er tilbøjelig til at give hende ret... Uanset hvor tit man kigger forbi, bliver der ved med at dukke nye tiltag op, man optages af... - Kommer uvilkårligt til at tænke på, at selvsamme Lis siste efterår kaldte Flickr for internettets største legeplads. En titel, jeg hermed vil tildele Facebook :-)

mandag den 5. november 2007

Villy har brug for din hjælp...

I dag tikkede der en mail ind i min indbakke med overskriften "Villy har brug for din hjælp". - Min nysgerrighed blev selvfølgelig vakt, og det viste sig at handle om Kampagne for værdig ældreomsorg - Han har simpelthen gang i en underskriftindsamling til fordel for flere hænder, bedre løn og væk med papirarbejdet i ældreplejen - noget, jeg gerne vil tilslutte mig - derfor valgte jeg selvfølgelig at skrive under, men samtidig tænker jeg også, at det kunne være lidt fedt, hvis han - eller andre - ville komme op med et lignende initiativ til fordel for flere ansatte indenfor børne- og unge området - eller måske snarere hele den offentlige omsorgssektor - er i hvert fald overbevist om, at bedre arbejdsforhold vil hjælpe gevaldigt på søgningen til de forskellige uddannelser...

Michael og Mikkel

Hold da op en weekend!!!

Fredag aften bød på prøvekoncert i Kalvehave forud for Michael Falch og Boat Man Loves Undren-tour, der officielt starter på torsdag i Pumpehuset... - Og sikken en aften!!! - Som jeg tidligere har omtalt, så har jeg glædet mig til de her koncerter - ikke mindst set i lyset af, at jeg stort set ikke har haft mulighed for at opleve ham live siden han startede op igen - og lysten har vel et eller andet sted heller ikke rigtigt været til stede... Men nu kan jeg mærke, at jeg selv er kommet så meget videre med at bearbejde alle de tanker og begivenheder, der har været medvirkende til at jeg simpelthen blev så påvirket af hans tekster, at det næsten ikke var til at holde ud. Især hans forrige album, "Falder du nu", har været rigtig svært at lytte til, da det vakte så mange minder hos mig, at jeg simpelthen blev ked af det, når jeg hørte det, og derfor har jeg kun lyttet til det et par gange siden det udkom.

Men det hele er åbenbart kommet så meget på afstand, at jeg ikke mere relaterer så meget til eget liv, og derfor var det også nærmest som at "komme hjem" i fredags... Og ikke kun for mit eget vedkommende - for i kraft af Boat Man Love er Michael også virkelig vendt tilbage til rockrødderne. - Det er et fantastisk band, han har med sig - de giver simpelthen sangene helt nyt liv - ikke mindst i kraft af, at mange af dem er blevet omarrangeret til lejligheden. Og selvom koncerten i fredags var en såkaldt prøvekoncert med deraf følgende "bøffer" undervejs, så går den klart ind som et af årets musikalske højdepunkter, så det er med stor forventning, jeg ser frem til den ordinære tour -hvis ikke det lige var fordi min pengepung og mit studie siger nej, så kunne jeg snildt tage med hele vejen, men jeg holder mig til Djævleøen i denne omgang :-)
Men ikke kun musikken har fyldt meget her i weekenden, for lørdag nat bød på den længe ventede kamp mellem Kessler og Calzaghe - desværre med forkert udgang - Kassler tabte!!! - Hvor var det dog en flad fornemmelse at sidde kl. 3.30 søndag morgen med en oplevelse af, at Kessler slet ikke levede op til de evner, vi ved, han har... - Han virkede nærmest benovet over Calzaghe, og formåede slet ikke at levere de flotte serier, vi ellers kender fra hans hånd. Han har senere selv udtalt, at han tabte til en bokser, der var bedre på dagen, og at Calzaghe lykkedes med hans evner som "match-spoiler" og fik ødelagt Kesslers boksning. Ja, det er muligt, men som jeg oplevede kampen, så lod Kessler ham også gøre det. - Superærgerligt, at han nu har mistet sine to WM-bælter, men det forlyder, at Calzaghe rykker op i letsværvægt, og dermed bliver hans tre bælter i Supermellemvægt ledige, og mon ikke Kessler går efter at vinde dem tilbage? - Han er jo "kun" 28 år, så tiden ligger afgjort fortsat for hans fødder!!!

Nå, ja, og så var der også lige en koncert med Twiins og Rie i Præstø lørdag aften. - Også stor gensynsglæde - Twiins har jeg ikke set med band i umindelige tider og Rie er - om muligt - endnu bedre i dette forum, end hun er i Danser med Drenge. - I hvert fald oplever jeg, at hendes fantastiske stemme kommer meget mere til sin ret, når hun synger sange af bl.a. Tina Turner og Bonnie Raitt... Afgjort også noget, der varmt kan anbefales!

Det har med andre ord været en fantistisk weekend, der bød på fantastiske oplevelser - hvor eneste malurt i bægeret må være, at Kessler ikke formåede at vinde kampen...

onsdag den 24. oktober 2007

Folketingsvalg

Så kom det, Folketingsvalget! - Endelig - vil nogle sikkert sige... - I hvert fald dem, der de sidste par måneder har postuleret, at der ville blive udskrevet folketingsvalg i forbindelse med Folketingets åbning...

Nu sad jeg så her og lyttede med, da Anders Fogh gik på talerstolen, for at offentliggøre udskrivelsen af dette valg, og jeg må sige, at jeg bliver enormt provokeret af, at han, inden ordet valg overhovedet er sagt, eller valgkampen skudt i gang for den sags skyld, optræder som om, han er 110% sikker på, at han også skal danne regering, når danskerne har sat deres kryds den 13. november!

Er det ikke en lidt for arrogant holdning at have til tingene? - Selvfølgelig skal han tro på sit eget værd, ellers har han valgt et forkert erhverv, men på den anden side, så synes jeg måske også, at i stedet for at optræde så selvsikkert og tale på regeringens vegne, som om den ser ligesådan ud også efter valget, så kunne han måske tale om Folketinget som en helhed, der har behov for arbejdsro i forbindelse med den kommende kvalitetsreform. For det var jo lige netop det, han efterlyste, at der blev ro til at få et bredt flertal på plads omkring netop disse aftaler - men et bredt flertal består vel for pokker af andre og flere end lige regeringen?

Men udover at jeg så lige blev provokeret et øjeblik, så synes jeg faktisk det er på tide, der bliver taget stilling til, om det er "velstands- eller velfærdssamfundet", vi vil bygge vores fremtid på... - Jeg venter i hvert fald spændt på resultatet af det kommende valg - og man har jo lov at håbe... - ;-)

Tid og planlægning

Hvorfor har et døgn ikke 48 timer?
Hvorfor skal man absolut sove X antal timer, for at kunne præstere noget?
Hvorfor befinder jeg mig lige pt. i en tilstand af konstant manglende tid?

Jeg stresser mig selv, kan jeg mærke - i allerhøjestre grad pga. alle de ting, jeg føler, jeg ikke har tid til, og så er det, at bl.a. ovenstående spørgsmål dukker op... - Desværre er det ikke lykkedes mig at finde et konstruktivt svar på, hvordan man lige kan ændre på tingenes tilstand...

Det kunne ellers være en herlig tanke, at et døgn havde 48 timer, og at man fortsat kun behøvede de der 6-7 timers søvn, for at præstere det samme, som man kan i dag med 24 timer til rådighed... Og det er så her min frustration starter, for jeg når simpelthen ikke de ting, jeg gerne vil, og efterhånden befinder man sig i en tilstand, hvor man halter uhjælpeligt bagefter med alting... Og for mit vedkommende, når det sker, så ender jeg oftest med at blive ligeglad med det hele, hvilket kun gør, at arbejdet hober sig endnu mere op...

Som nu den her lille "tøjdyrs-rejse", er kommet godt i gang med forberedelserne, men så dukker der lige et "liv" op, der gerne vil leves og en opgave i sundhedsfag, der trækker tænder ud tidsmæssigt, og så er jeg tilbage ved at jeg simpelthen ikke føler, døgnet har nok timer...

En af de ting, der måske kunne give lidt ekstra tid i den anden ende er selvfølgelig at lade blog være blog og koncentrere mig om det presserende, men på et eller andet plan, så hjælper det altså lige at få sat ord på problemerne - og hvorfor ikke ligeså godt gøre det her?

Men for ligesom at få lidt styr på sagerne inden diverse deadlines totalt overhaler mig, så har jeg taget en af mine gamle metoder til at få mere styr på tingene, op igen... - Jeg starter simpelthen hver dag med at lave en lsite over hvilke ting, der er på programmet i dag - det giver et vist overblik - Og ALT kommer med - lige fra opgaver til blomstervanding og tøjvask!!! - Efterhånden som jeg kommer igennem de forskellige punkter, bliver de streget ud - og alene det at strege bare to ting - som nu det blog-indlæg og en mindre billed-sortering - giver en stor form for tilfredsstillelse, der gør, at man virkelig føler, man er på rette vej...

Alene disse lister giver mig mere ro på tingene, for netop vha. udstregningerne, kan man "sort på hvidt" se, at det går fremad... - Så nu er jeg faktisk ikke i tvivl om, at jeg nok skal nå at få indhentet noget af det forsømte i løbet af denne uge. - Og alene det at få den følelse ind i stedet for følelsen af ikke at have tid nok fjerner en stor del af stress-følelsen. SÅ jeg må konkludere, at selvom det måske virker lidt underligt om morgenen at sidde og skrive ned, hvad dagens program handler om, så er det altså et fantastisk våben at have ved hånden, bår tingene hober sig op!!!

fredag den 19. oktober 2007

Nedtælling

Så nærmer tiden sig med hastige skridt - efter en periode på to en halv måned helt uden live-musik, skydes endnu en stime i gang i aften, med, forhåbentlig, en fantastisk Beth Hart-koncert i Portalen i Hundige... Hold op, hvor jeg glæder mig - har set hende en gang tidligere på Vig Festivalen, og hun er simpelthen suveræn. Der er en fantastisk energi ved hendes optrædender, som i den grad er smittende... - Og så har hun jo simpelthen en fantastisk stemme!

Stimen fortsætter i morgen med årets sidste DmD-koncert. Den foregår i Store Vega, og er udslgt, så der skal festes igennem sammen 1500 andre glade fans... Også denne koncert ser jeg virkelig frem til, men samtidig er det også lidt vemodigt, for efter i morgen aften vil der sådan ca. være fem måneder til næste gang, vi skal se dem live - der er dog lys forude i form af et nyt album, der eftersigende skulle ramme butikkerne 1. februar... - Og hvis resten af albummet blot nærmer sig kvaliteten af det, vi allerede har hørt, så er der ingen tvivl om, at det bliver et fantastisk album, som jeg glæder mig meget til...

Men, der er noget, der fylder endnu mere end ovennævnte... Fredag den 2. november starter Michael Falch sin november-tour op... En tour, der byder på fem koncerter på Sjælland, hvortil billetterne for længst er sikret... - Jeg har tidligere fulgt ham tæt, men efter hans pause fra musikken, har det været utroligt svært at finde begejstringen for hans musik igen... Givetvis fordi teksterne på hans forrige album simpelthen gjorde mig ked af det - tror det havde meget at gøre med mine egne tab på det tidspunkt...

Hans nye album er selvfølgelig præget af skilsmissen fra Linda, som han havde været sammen med i 35 år, og selvom det er noget, der også kan gøre mig ked af det, så formår han nu igen at sprede en fantastisk forventningens glæde, når jeg sætter skiven på... Og netop derfor er det disse fem koncerter, der fylder mest i forventning - så håber jeg dælme bare, at jeg ikke bliver alt for skuffet ;-)

Det har været lange 2½ måned, men nu sættes stimen altså endelig i gang!!!

torsdag den 18. oktober 2007

Smerter i højre skulder

Jeg er "vendt tilbage fra de døde" efter et par hårde uger mere eller mindre på langs plaget af diverse sygdoms-skavanker - er der noget, der hedder sådan? - Nå, ligemeget, det vælger jeg i hvert fald at kalde det :-)

Ihh, hvor havde jeg god tid der i starten af oktober - alle opgaver og dagligdags-arbejde var mere eller mindre planlagt, så forrige tirsdag (3.10) stod jeg pludselig med en dag, jeg ikke rigtigt vidste, hvad jeg skulle stille op med... Fedt nok, kaster mig over et forsømt klædeskab, der i den grad trænger til en større tøjsortering, og når også sådan ca. halvvejs igennem, da jeg skal smide en t-shirt ned i sækken med kasseret tøj. Sækken står på gulvet, og hvad gør man? - Bøjer sig frem i en underlig bevægelse, der resulterer i at ryggen "crasher". Akut opkald til fysioterapeut, der kan konstatere at jeg er ramt af et mindre hold i ryggen og IKKE må sidde ned... Dvs. alt hvad jeg foretager mig de næste par dage skal foregå liggende eller stående!!! - Og så er det jeg tænker, at hvor nemt er det lige at arbejde ved computeren, når man ikke kan sidde ned?

Nå, må bide i det sure æble og rykke rundt på planlægningen - hvilket i den grad ikke lige harmonerer særlig godt med en ventende hospitalsindlæggelse den 5. oktober, hvor jeg fik foretaget en kikkertoperation via bughulen... Fint nok, det er hurtigt overstået, tænkte jeg... Ja, hvor kan man tage grueligt fejl... I informationen fra sygehuset stod der, at der kunne komme forbigående smerter i forbindelse med indgrebet, bl.a. i højre skulder - fint nok, det lyder ikke så slemt, tænkte jeg, og naiv som jeg er, forestillede jeg mig, at jeg kunne være på benene og fuldstændig fit for fight igen allerede om mandagen...

Min tro viste sig desværre ikke at være stærk nok, for for S...., hvor var de smerter i skulderen voldsomme - ved ikke helt, hvad jeg havde forestillet mig, men det var i hvert fald ikke i retning af, at jeg i et par døgn skulle føle det som en konstant krampe/lammelse, som efter et voldsomt slag! - Samtidig måtte jeg så også erfare, at der er vanvittig mange ting, man bruger sine mavemuskler til - prøv bare at tage strømper på - uden brug af mavemusklerne - det er stort set umuligt, skulle jeg hilse og sige :-) - Og bare det, at rejse sig fra en stol er stort set umuligt uden først at "smide sig" ned på alle fire og derfra bevæge sig videre til oprejst stilling...

Så selvom det lige umiddelbart var noget, der bare lige skulle overståes, så har det altså taget lidt længere tid end beregnet at komme ovenpå igen... Og jeg er så også blevet lidt klogere på kroppens besynderlige sammensætning: Hvis du får blæst luft ind i bughulen, så får du ondt i højre skulder!!! - Forstå det, hvem der kan :-)

torsdag den 27. september 2007

2. oktober

På siden 2oktober.dk kan man læse en masse om den landsdækkende velfærdsdemonstration, der skal foregå i forbindelse med folketingets åbning...

Lige siden det blev offentliggjort har jeg vaklet mellem deltagelse og ikke-deltagelse. Tænker lidt, at en person mere eller mindre vel ikke batter så meget, men samtidig har jeg det også sådan, at hvis vi allesammen tænker sådan, så ser det sq sløjt ud med deltagerantallet - derfor har jeg nu - med 80% sikkerhed - taget en beslutning om, at jeg dælme tager til København på tirsdag!!!

For handler det ikke i høj grad om vores allesammens velfærdssamfunds overlevelse? - Og når nu stort set alle fagforbund i Danmark opfordrer deres medlemmer til at deltage, så kunne noget tyde på, at det efterhånden går ad H. til for rigtig mange faggrupper...

Derfor - op på barrikaderne på tirsdag - jo flere, jo bedre :-)

Driftsforstyrrelser

Hurra for TDC :-) - Eller skulle man nærmere kalde det dårlig timing? - Efter selvvalgt pause ved skærmen, startede onsdag fint med gruppearbejde - vi havde gang i en masse fine debatter indtil kl. 11.30, hvor BANG! - ingen internet-forbindelse!!! - Så er gode råd dælme dyre, når man sidder midt i en studiesituation, så alt blev prøvet: Genstart at computer, genstart af router, ud med alle ledninger og ind igen, men lige meget hjalp det...

Det virkede ærlig talt lidt besynderligt, at der ikke var hul igennem til nettet. Vi har nemlig IP-telefoni og telefonen virkede upåklageligt... Et opkald til TDC, hvor jeg blev bedt om at slukke for routeren gav absolut intet resultat, idet manglende strøm til routeren er ensbetydende med at telefonen ikke virker... Endnu et opkald, hvor jeg mødes af en stemme, der køligt bekendtgør, at der "i øjeblikket er driftsforstyrrelser i hele landet, vi arbejder på sagen og har desværre ingen tidshorisont!" - What!?! - tænker man så... Ikke engang et lille hint til hvor længe det vil vare...

Efter adskillige tjek efter "hul igennem" i løbet af dagen og først på aftenen opgav jeg mere eller mindre at komme i kontakt med omverdenen... Bevares, det lykkedes ind imellem - af 5-10 min. varighed, men hvad kan bruge det til? - Det bliver blot et kæmpeirritationsmoment, så computer fik lov at være computer endnu en dag...

Forbindelsen er fortsat ikke så stabil, som den kunne være, men jeg kastes da ikke direkte af mere - nu er den bare lidt langsom ind imellem...

Så "Goodbye planlægning" og disponering af tid... Havde planer om at læse teori i dag, men nu er det hele så blevet rykket en dags tid, hvilket vil sige, at noget af weekenden må tages til hjælp - og hvorfor? - Pga. driftsforstyrrelser!!!

mandag den 24. september 2007

Michael Laudrups tænder

Studiefri - eller burde jeg nærmere kalde det computer- eller skærmfri???

- Synes både krop og sjæl så småt begynder at udvise tegn på, at det er ved at være påkrævet lige at holde et par fridage fra skærmen... - Om aftenen er øjnene røde og i hovedet føles det som om, der sidder en eller anden fætter med en lille hammer på indersiden af panden og banker løs - og NEJ, det er ikke tømmernænd, selvom det sq godt kan føles ligesådan :-)

Med disse ting in mente besluttede jeg mig søndag formiddag, at de næste par dage ville jeg holde mig på behørig afstand af computeren - så vidt det nu lader sig gøre... Det fungerer sådan set fint, men så dukker der endnu en hurdle op, for hoveddunken og røde-øjne-fænomenet fortsætter i uformindsket grad af TV-kigning, skulle jeg hilse og sige!!!

Jeg havde ligesom besluttet, at når nu ikke computeren kaldte så meget, så skulle dagen tilbringes sammen med kæresten, og hvad kan vi dog finde på? - En tur til Munkholmbroen (hvilket efterhånden er en fast søndagsforeteelse her i huset) og så hjem og glo på film, for det er jo arbejdsdag mandag!!! - Og hvad kaster vi os over? - Rejseholdet Gudhjælpemig!!! - Fint nok, kanon serie, men den er lidt for svær at slippe igen, så vi endte med at se en 7-8 afsnit inden Forbrydelsen kaldte, og så er vi jeg jo lige vidt, for fjernsynskiggeri er mindst ligeså ødelæggende for øjne og hoved, som computerskærmen er :-)

I dag har jeg så taget fat om nældens rod - om jeg så må sige: Jeg har valgt at "nøjes med" at opdatere mig selv rent studiemæssigt og ellers holde PC og TV slukket hele dagen, og i stedet kaste mig over en god bog "Michael Laudrups tænder", som varmt kan anbefales, hvis man trænger til et rigtigt godt grin :-)

Nu sidder jeg så alligevel her og tæsker i tastaturet, tænker om jeg efterhånden er ude i noget, der minder om afhængighed??? - Ved det ikke, men havde lige behov for at dele ud af, hvor svært jeg egentlig finder det at lade teknologien hvile i et par dage...

Men nu skal det være, jeg holder mig helt væk resten af i dag og i morgen med, og vender tilbage i "fælden" onsdag forhåbentlig med et hoved, der er renset for sviende øjne og bankende fætre :-)

torsdag den 20. september 2007

Flickr...

Må ærligt erkende, at det her FLickr-væsen blir man dælme forfalden til... Efterhånden som man kommer dybere og dybere ned i alle de mange muligheder, der gemmer sig, så åbner sig jo nærmest en helt ny verden - med et væld af muligheder...

Lige nu har jeg siddet og ekerimenteret lidt med at lave et Flickr-badge, som viser sig at være noget af det mest simple i verden - bortset lige fra, at jeg ikke kan få det udgivet - ikke noget med selv at sidde og generere en masse koder osv. - næ, det klarer Flickr helt og holdent for os... Må sige, at jeg nu også kan se, hvilke muligheder, det giver for eksempelvis at smide et slideshow ind på forsiden af min hjemmeside, så billederne skifter af sig selv...

Hvor er det herligt, og hvor ville jeg dog have givet meget for at kende Flickr for år tilbage - sikke mange timer, jeg kunne have sparet...

Ud af mørket...

Michael Falch udsender nyt album på mandag :-)

Jeg har tidligere været voldsomt involveret i hans fanklub, De Vildeste Fugle, som desværre måtte lukke tidligere i år, blot en måned før den kunne fejre 10 år. Så mandag er en dag, jeg længe har set frem til, ikke mindst er jeg spændt på, hvor meget, de nye sange bærer præg af hans skilsmisse...

Som en ekstra bonus dukkede han pludselig frem af mørket i form af genoptaget mail-kontakt - og jeg må sige, jeg nyder at udveksle disse mere dybsindige ord med ham - og jeg glæder mig selvfølgelig til at komme ud og opleve ham live i løbet af november måned... Trænger efterhånden til noget andet input end det, jeg får foran computeren :-)

Synes godt nok, jeg knokler på, men har ligger underdrejet i nogle dage med en begyndende halsbetændelse, der åbenbart ikke rigtigt ved, hvad den vil, så jeg starter dagene med masser af energi, for om eftermiddagen af måtte erkende, jeg er nødt til at kaste mig under dynen, for igen at vågne næste morgen og føle mig totalt fit for fight...

Dermed når jeg heller ikke helt de ting, jeg planlægger - således er min DmD-hjemmeside voldsomt forsømt - hvilket jeg unægteligt håber at få rettet gevaldigt op på i næste uge, hvor jeg forhåbentlig er kommet mig over de værste sygdomstegn... - Jeg ved ikke, om det er fælles for alle mennesker, men når jeg har en masse planlagte opgaver, der ikke lige nåes alligevel, så bliver jeg enormt stresset og føjer blot mere til sygdomstegnene, derfor har måttet omstrukturere dagene her i tiden, og således når jeg ikke til bunds i de bunker af arbejde, der ligger og venter - men heller et lille stykke ad vejen end slet intet ;-)