torsdag den 18. oktober 2007

Smerter i højre skulder

Jeg er "vendt tilbage fra de døde" efter et par hårde uger mere eller mindre på langs plaget af diverse sygdoms-skavanker - er der noget, der hedder sådan? - Nå, ligemeget, det vælger jeg i hvert fald at kalde det :-)

Ihh, hvor havde jeg god tid der i starten af oktober - alle opgaver og dagligdags-arbejde var mere eller mindre planlagt, så forrige tirsdag (3.10) stod jeg pludselig med en dag, jeg ikke rigtigt vidste, hvad jeg skulle stille op med... Fedt nok, kaster mig over et forsømt klædeskab, der i den grad trænger til en større tøjsortering, og når også sådan ca. halvvejs igennem, da jeg skal smide en t-shirt ned i sækken med kasseret tøj. Sækken står på gulvet, og hvad gør man? - Bøjer sig frem i en underlig bevægelse, der resulterer i at ryggen "crasher". Akut opkald til fysioterapeut, der kan konstatere at jeg er ramt af et mindre hold i ryggen og IKKE må sidde ned... Dvs. alt hvad jeg foretager mig de næste par dage skal foregå liggende eller stående!!! - Og så er det jeg tænker, at hvor nemt er det lige at arbejde ved computeren, når man ikke kan sidde ned?

Nå, må bide i det sure æble og rykke rundt på planlægningen - hvilket i den grad ikke lige harmonerer særlig godt med en ventende hospitalsindlæggelse den 5. oktober, hvor jeg fik foretaget en kikkertoperation via bughulen... Fint nok, det er hurtigt overstået, tænkte jeg... Ja, hvor kan man tage grueligt fejl... I informationen fra sygehuset stod der, at der kunne komme forbigående smerter i forbindelse med indgrebet, bl.a. i højre skulder - fint nok, det lyder ikke så slemt, tænkte jeg, og naiv som jeg er, forestillede jeg mig, at jeg kunne være på benene og fuldstændig fit for fight igen allerede om mandagen...

Min tro viste sig desværre ikke at være stærk nok, for for S...., hvor var de smerter i skulderen voldsomme - ved ikke helt, hvad jeg havde forestillet mig, men det var i hvert fald ikke i retning af, at jeg i et par døgn skulle føle det som en konstant krampe/lammelse, som efter et voldsomt slag! - Samtidig måtte jeg så også erfare, at der er vanvittig mange ting, man bruger sine mavemuskler til - prøv bare at tage strømper på - uden brug af mavemusklerne - det er stort set umuligt, skulle jeg hilse og sige :-) - Og bare det, at rejse sig fra en stol er stort set umuligt uden først at "smide sig" ned på alle fire og derfra bevæge sig videre til oprejst stilling...

Så selvom det lige umiddelbart var noget, der bare lige skulle overståes, så har det altså taget lidt længere tid end beregnet at komme ovenpå igen... Og jeg er så også blevet lidt klogere på kroppens besynderlige sammensætning: Hvis du får blæst luft ind i bughulen, så får du ondt i højre skulder!!! - Forstå det, hvem der kan :-)

Ingen kommentarer: